Foto: Mikal Schlosser

Q&A - Elsystemet er udemokratisk

Monday 24 Sep 18

Contact

Pierre Pinson
Professor
DTU Electrical Engineering
+45 45 25 35 41
I dag får husstande med solceller ikke noget ud af at producere strøm til det fælles elnetværk, da energiselskaber i Danmark har monopol på at sælge energi. Dette system er udemokratisk, mener professor Pierre Pinson fra DTU Elektro. Han forsker i design af fremtidens el-markeder med særligt fokus på integration af vedvarende energi, ligesom hans forskningsgruppe udvikler og tester modeller for lokal udveksling af el.

q: Hvorfor er du kritisk over for det danske elsystem?

a: En række energiselskaber har monopol på at sælge energi, og det gør energimarkedet til et lukket land for nye spillere. Selskaberne får ikke modspil fra nytænkere, hvilket også er skyld i, at deres forretningsmodeller har været uændrede de seneste 30 år. Når systemet styres oppefra, hæmmer det den frie konkurrence, og det er ikke forbrugerens ønsker, som driver markedet. Flere ønsker f.eks. mere grøn og lokalproduceret strøm i elnettet. Men det er ulovligt for private borgere at sælge energi til hinanden. Så de borgere, der etablerer solceller, får ikke så meget ud af at biddrage med strøm til fællespuljen. Systemet tager bare overskudsenergien uden at give borgeren tilstrækkelig belønning. Der mangler altså incitament til at investere i grøn energiteknologi som et bidrag til den grønne omstilling. Og det tror jeg, afholder mange fra at gøre det.   

q: Hvorfor skal vi lave systemet om netop nu?

a: Der er to centrale grunde. For det første har vi fået flere ’prosumers’, dvs. husholdninger, der både forbruger og producerer strøm med f.eks. solceller. Hvis man har investeret i grøn energiteknologi, bør man også have råderet over den strøm, man selv fremstiller. Men det har man ikke, da man ikke må konkurrere med elselskabernes priser, også selvom man vil betale skat af fortjenesten. En anden grund er, at flere i dag går op i bæredygtighed. Hvis forbrugeren får mulighed for at handle miljøvenlig strøm, har det en selvforstærkende effekt. Forestil dig eksempelvis, hvor fed en historie det vil være at fortælle dine venner, at din elbil kører på 100 pct. solenergi. Når de hører det, får de måske lyst til at gøre det samme, og så stiger efterspørgslen på solceller. Der er jo ikke nogen, som køber en Tesla i dag, fordi det er den billigste løsning. Man køber en Tesla, fordi dens minimale miljøbelastning giver en feel good-effekt – og fordi det er en vildt fed bil.

q: Hvordan skal det nye system så se ud?

a: I et centraliseret elnetværk, der styres fra toppen og ned, flyder elproduktionen fra store kraft-varme-værker og ud til slutbrugeren. I et decentraliseret elmarked er alle forbrugere og producenter – store som små – koblet sammen og i stand til at handle energi med hinanden direkte på elnettet. Produktionen er altså spredt  ud i det, vi kalder et ’peer-to-peer’-system. Princippet er, at alle energiproducenter er i fri konkurrence med hinanden, og man kan sælge sin elektricitet på lige vilkår med elselskaberne. Det kan eksempelvis lade sig gøre med blockchainteknologi, og der er allerede nu demonstrationsprojekter i gang ude i verden, som forsøger sig med netop dette.

q: Hvad vil de samfundsøkonomiske omkostninger være, hvis alle boliger skulle producere egen strøm?

a: Det er et klassisk argument mod decentralisering, at det er dyrere, og omvendt er det hovedargumentet for en centralisering, at det er billigere. Og jo, det bliver dyrere. Det er også dyrere, at alle skal have deres egen bil, i forhold til hvis vi alle kørte i bus eller lavede samkørsel. Spørgsmålet er, hvad folk har ret til. Ligesom folk har ret til at bestemme over egen bil, selvom dette er dyrere for samfundet, så burde folk også have råderet over deres egen energiproduktion. Det handler om demokrati.

q: Hvad skal der til, før vi får et decentraliseret elnet?

a: Vi skal skabe større incitament for, at forbrugeren har lyst til at være en del af kampen for et frit energimarked og den grønne omstilling. Politikerne skal ophæve de love, som kun tillader elselskaber at sælge strøm. Vi kunne også give skattemæssige fordele til borgere, som producerer grøn strøm. Men jeg tror, der er lang vej, for Danmark har f.eks. satset hårdt på investeringer i offshore-vind, og et decentralt energisystem vil være i konkurrence med nogle af disse investeringer. Det er en kamp, som rækker langt ud over almindelig teknologiforbedring.

Forskningen på DTU

• Pierre Pinson er professor ved DTU Elektro, hvor han ved Centre for Electric Power and Energy (CEE) leder en forskningsgruppe, der har fokus på energianalyser, optimering, fleksibilitet og design af energimarkeder.

• Fra 2013-2017 ledede Pierre Pinson et fireårigt internationalt forskningsprojekt, 5s – Future Electricity Markets, der samlede økonomer, matematikere og elektroingeniører, som udforskede nye ideer til fremtidens elmarked, hvor store mængder vedvarende energi er integreret.

• I forskningsprojektet The Energy Collective udvikler Pierre Pinsons forskningsgruppe modeller og løsninger, der gør det muligt for private husstande at udveksle energi. Et sådan lokal deleøkonomisk system bliver testet i bofællesskabet Svalin i Roskilde.

• CEE’s forskning, innovation og uddannelser har fokus på at understøtte omdannelsen af energisystemet til et bæredygtigt, omkostningseffektivt og pålideligt system, hvor vedvarende energi bliver en stadig større del.

cee.elektro.dtu.dk

News and filters

Get updated on news that match your filter.
http://www.cee.elektro.dtu.dk/news/nyhed?id=4AE4243B-341D-41A3-8744-C1FE78C7E01E
17 DECEMBER 2018