Fotokilde: http://www.graphene-flagship.eu

DTU med i to EU-milliard-projekter

Tuesday 29 Jan 13
|

Contact

Peter Bøggild
Professor
DTU Physics
+45 21 36 27 98

Contact

Antti-Pekka Jauho
Professor
DTU Physics
+45 45 25 63 35

Contact

Henrik Hautop Lund
Professor
DTU Electrical Engineering
+45 45 25 39 29

EU Kommissionen har netop udvalgt to projekter, til at være såkaldte 'Future and Emerging Technologies', FET, Flagships. De to projekter har hver et budget på over en milliard euro, svarende til omkring syv en halv milliard kroner over ti år. DTU er med i begge projekter.

Nyt supermateriale og en kopi af den menneskelige hjerne

De store summer fra EU Kommissionen skal gøre de to forskningsprojekter til banebrydende teknologi over de kommende ti år.

The Human Brain Project

Projektet er et stort europæisk samarbejde, der har som mål at kortlægge den menneskelige hjerne og lave en computer, der kan simulere hjernen.  Det skal føre til meget større forståelse af hjernen og dens sygdomme, desuden regner man med at revolutionere computerteknologien ved at lade sig inspirere af hjernens kompleksitet. Over 80 forskningsinstitutioner er med i projektet.

Fra DTU Elektro er det professor Henrik Hautop Lund, der er med i projektet. Projektet er ledet af professor Henry Markram ved det schweiziske universitet EPFL i Lausanne, som er DTU’s partneruniversitet i alliancen EuroTech.

Professor Henrik Hautop Lund udtaler:

"Det er en kæmpe udfordring at forsøge at forstå den menneskelige hjerne. På lignende vis som man kortlægger det menneskelige genom, vil Human Brain Project forsøge at kortlægge den menneskelige hjerne, og gennem simulation på kæmpe supercomputere prøve at forstå sammenhænge mellem neuroner, signaler, osv. i hjernen. DTU’s rolle er at være med til at sikre, at man forstår hjernens samspil med kroppen og omgivelserne, således at hjernen ikke blot studeres som en lukket, abstrakt enhed. Gennem DTU’s Center for Playware vil vi udvikle robotmoduler, som kan sikre, at hjerneforskere kan udføre eksperimenter, hvor den simulerede hjerne får et kropsligt udtryk og en interaktion med de fysiske omgivelser. "

Graphene

Det andet projekt handler om grafen, og er det DTU Nanotech, der deltager. Projektet går ud på at få det nye vidundermateriale, grafen, i brug ude i samfundet, hvor det kan skabe nye muligheder og jobs. Grafen blev opfundet for omkring ti år siden og udløste i 2010 en Nobelpris til to engelske professorer. På DTU spiller grafenforskningen en central rolle og er samlet i Grundforskningsfondens Center-of-Excellence CNG (www.cng.dtu.dk). 

Centrets leder, professor Antti-Pekka Jauho udtaler: 

"Vi er meget stolte over, at kunne være med fra starten i dette store projekt, som har samlet hele den europæiske elite indenfor grafenforskning. Cirka tusind forskninggrupper udtrykte interesse i Graphene-projektet, og kun 76 institutioner slap igennem nåleøjet. DTU er med i to af de elleve arbejdspakker, som Graphene består af. Lektor på DTU Nanotech Peter Bøggild deltager i 'Fast Electronics', og jeg selv i 'Sensors'. Og det giver os en rigtig god mulighed til at være med i og præge den retning, som grafenforskningen vil tage. En afgørende forudsætning for vores deltagelse har været vores grundforskningscenter for grafen (CNG). Det, at et sådant center er etableret, er udtryk for, at Danmark både vil og kan satse store midler i fremtidens teknologier.”

Grafen spås et stort potentiale indenfor mange kategorier – fra superhurtigt elektronisk udstyr, over letvægtsmaterialer til højeffektive batterier.

DTU’s rektor Anders Bjarklev udtaler i anledning af Flagships-projekterne:

”På DTU er vi meget stolte over at være med i to så store og prestigefyldte projekter. Det viser at vi, trods vores relativt lille størrelse, er et universitet i verdensklasse, der arbejder sammen med de tungeste spillere på banen.”

News and filters

Get updated on news that match your filter.
https://www.cee.elektro.dtu.dk/news/Nyhed?id=%7B16B86E3C-C6C1-456E-83D4-45E46B137069%7D
19 JULY 2019