Shutterstock

Fremtidens elbil

Friday 04 Dec 15

Contact

Esben Larsen
DTU Engineering Technology
+45 45 25 35 12
Hvordan vil elbilen udvikle sig? Lektor Esben Larsen fra DTU Elektro kommer med sine bud.

Batterierne bliver bedre 

I dag er batterierne elbilens akilleshæl, da de er dyre at producere, og det forhøjer bilens pris. Samtidig begrænser batterierne elbilens rækkevidde, der for de fleste elbiler typisk er omkring 100-150 km på et fuldt opladet batteri. I takt med at elbilerne vinder frem, er det sandsynligt, at batterierne bliver billigere at producere. Dermed åbnes der op for en produktion af større batterier,  der giver bilen en længere rækkevidde.

 
 
Vehicle-to-grid giver nye muligheder

Med vehicle-to-grid (V2G) kan elbilen oplade, når strømmen er billigst, og levere strømmen tilbage til elnettet, når strømmen er dyrere, f.eks. ved spidsbelastninger. På den måde kan elbilejeren tjene penge på sin elbil og samtidig gøre gavn ved at være med til at stabilisere elnettet. De første forsøg med at levere strøm fra bil til elnet er netop gennemført hos DTU Elektro, og det var en succes.

 
 
Opladning bliver nemmere

Vi vil se en udvikling henimod en standardisering af ladestandernes stik, så elbiler uanset mærke kan lade op på en hvilken som helst ladestander. Desuden bliver ladestanderne formentlig også udviklet, så bilisterne kan gennemføre en lynopladning på f.eks. 5-10 minutter. Men jo hurtigere en opladning skal gennemføres, jo tykkere kabler får vi brug for. Der er nok en grænse for, hvor store og tunge kabler bilejerne vil løfte rundt på. Derfor kan det være, at robotter kommer på banen for at mindske besværet med de tunge kabler. De helt korte ladetider på under fem minutter, tror jeg ligger en del år ude i fremtiden.

   
Informationsservicer på vej 
Elbilens beskedne rækkevidde kan blive ’driveren’ for udvikling af en række informationsservicer, der i første omgang skal reducere frygten for at køre tør for strøm. Sådanne informationssystemer er allerede set i blandt andet Teslas biler. Disse systemer kan være f.eks. monitorering af bilen/batteriet, påmindelse om snarlig opladning, information om den nærmeste ladestander samt prisen for opladning på potentielle ladepladser. Servicen kunne udvides med informationer om ledige parkeringspladser og andre interessepunkter, som vi kender det fra GPS-systemerne.
 
 
Driftsomkostningerne kan blive lavere

I dag koster det omtrent det halve at køre en kilometer i en elbil i forhold til i en benzinbil, hvis man udelukkende sammenligner prisen på energi, dvs. forskellen på en kilowatttime og den tilsvarende mængde energi i form af benzin. Hvis vi, som følge af ændrede elmarkeder eller beskatning, en dag får mærkbart differentierede eltakster, hvor den grønne el er betydeligt billigere, kan det blive endnu billigere at køre elbil. 

 
 
Energieffektiviteten stiger 

Energieffektiviteten kan forbedres gennem optimering af de elektriske komponenter i elbilen, men jeg forventer ikke, at vi ser teknologispring, der vil revolutionere elbilerne. Elbilen er allerede meget energieffektiv. Der kan dog optimeres gennem udvikling af nye materialer, der vil mindske bilens vægt, samt udvikling af nye design, der gør bilen mere aerodynamisk.

 

 

DYNAMO 43 - tema om elbiler

Læs også: 


"Elbilen er den langsigtede løsning"
Interview med Niels Buus Kristensen, institutdirektør ved DTU Transport om elbilens afgørende betydning for den grønne omstilling. Niels Buus Kristensen er en af de centrale skikkelser i Danmark, når det gælder transportøkonomi og klimaløsninger.

 

Case 1Bilen bliver mere end et transportmiddel 
Om Nissans samarbejde med DTU Elektro om udviklingen af fremtidens elbiler.

 

Case 2Batteriet er elbilens hjerte
Om et DTU-ledet forskningprojekt der skal effektivisere batterier til elbiler.

 

Case 3Økonomien er det altafgørende
Lektor fra DTU Transport, Stefan Lindhard Mabits vurdering af de økonomiske faktorers betydning, for udbredelsen og udviklingen af elbiler.

News and filters

Get updated on news that match your filter.