Forsker Ian Butts fra DTU Aqua modtog Direktør, dr. Techn. A.N. Neergaards og Hustrus legat

Legater til måling af fisks sædkvalitet og til byg selv-robotter

Thursday 21 Nov 13
Der var støtte til projekter på henholdsvis DTU Aqua og DTU Elektro, da Direktør Dr. Techn. A.N. Neergaards og Hustrus Fond uddelte legater torsdag den 14. november.

Opdrættede fisk i dam- og havbrug vil komme til at spille en stor rolle, når verdens hastigt stigende befolkning skal brødfødes, og akvakultur er en hastigt voksende fødevareindustri. Men en af udfordringerne er at få produceret fiskeyngel til at udsætte i hav- og dambrugene. Det er nemlig svært at få de opdrættede fisk til at yngle.

Dagens ene legatmodtager var forsker Ian Butts fra DTU Aqua, som med sin forskning i fisks sædkvalitet medvirker til at løse denne udfordring. Neergaards fond bevilgede 31.500 kr. til anskaffelse af et kamera, der kan måle sædkvalitet hos fisk med det formål at få en højere befrugtningsrate og dermed en mere effektiv larveproduktion.

Davis Johan Christensen modtog Direktør, dr. Techn. A.N. Neergaards og Hustrus legat.

Adjunkt David Johan Christensen modtog Direktør, Dr. Techn. A.N. Neergaards og Hustrus legat, overrakt af prorektor Henrik Wegener.

Robotter til leg og læring
Det andet projekt, der fik støtte, ledes af adjunkt David Johan Christensen fra Center for Playware, DTU Elektro. Han forsker i, hvordan robotteknologi kan bruges i udviklings- og indlæringssammenhæng, f.eks. under leg. Han er blandt andet ved at udvikle en modulopbygget robot, som børn selv kan sammensætte og programmere, så de kan skabe deres egen interaktive robot.

Fonden bevilgede 31.500 kr. til den videre opbygning af en prototype på et sådant byg selv-robotkit.

Se mere om projektet 

News and filters

Get updated on news that match your filter.