DTU Offshore laboratorie. Foto: Alex Tran.

Nye forskningsområder får forskningscenter til at skifte navn

Thursday 24 Feb 22
|

Contact

Morten Willaing Jeppesen
Centre Director
DTU Offshore
+45 93 51 89 85

Contact

Rasmus Larsen
Provost
Rektoratet
+45 45 25 10 10
Center for Olie og Gas skifter navn til ’DTU Offshore – Danish Offshore Technology Centre’.

På grund af udvikling i sin forskning skifter ‘The Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre – Center for Olie og Gas, DTU’ nu navn til ’DTU Offshore – Danish Offshore Technology Centre’.

“Vores forsknings- og innovationsaktiviteter afspejler, at centeret har udviklet sig til at blive en nøglespiller i energiomstillingen i Nordsøen. Nu er tiden inde til at lade det komme til udtryk gennem et navn, der afspejler det brede engagement og de aktiviteter, centeret i dag arbejder med,” siger centerdirektør Morten W. Jeppesen.

”Vi har netop igangsat et større program, der skal hjælpe til at realisere mulighederne for CO2-lagring i de danske olie- og gasfelter. Dertil kommer, at vi har modtaget en lige så stor bevilling fra EUDP til Projekt Bifrost, der drejer sig om CO2-lagring i Harald-gasfeltet, sammen med vores industrielle samarbejdspartnere TotalEnergies, Noreco, Nordsøfonden og Ørsted.”

CO2-lagringsaktiviteterne supplerer centerets store forsknings- og innovationsportefølje, som i forvejen omfatter temaer som digitale løsninger, behandling af produceret vand, vedligehold af brønde og platforme, indvinding af svært tilgængelige olie- og gas-ressourcer, samt effektiv og ansvarlig nedlukning af udtjente olie- og gasfelter.

Anvendt forskning til gavn for samfundet

Centeret har siden oprettelsen i 2014 leveret forskningsbaserede teknologi-løsninger, der kan anvendes direkte i offshore-industrien. Det vil fortsat være et nøgleformål under det nye navn, understreger prorektor og medlem af centerets styrekomité Rasmus Larsen.

”Centeret har løbende justeret forskningsporteføljen i takt med de ændrede behov i industrien og i samfundet generelt. Med et øget fokus på bæredygtighed og ansvarlig energiomstilling ser jeg frem til at centeret nu i endnu højere grad leverer teknologier til præcis dette formål. Det er noget, som passer særdeles godt med DTU’s strategiske fokus på bæredygtighed,” siger Rasmus Larsen.

 

Om DTU Offshore

DTU Offshore – Danish Offshore Technology Centre er et nationalt forskningscenter med en central position i energiomstillingen. Vi udvikler forskningsbaserede teknologiløsninger, der understøtter omstillingen af offshoreindustrien fra nutidens olie- og gasproduktion til fremtidens emissionsfri energiproduktion og CO2-lagring.

Centeret blev etableret i 2014 på DTU under navnet Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre.

Det er finansieret af partnerne i Danish Underground Consortium (DUC): TotalEnergies, Noreco og Nordsøfonden, Centeret er et offentligt-privat partnerskab med DTU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og GEUS.

Læs mere: https://offshore.dtu.dk/ 

News and filters

Get updated on news that match your filter.