Mikroskop

Nyuddannede ph.d.-kandidater i centrum i nye forskningsprojekter

Wednesday 04 Jan 12

Højteknologifonden har netop fordelt 17,5 mio. kr. til i alt 16 forskningsprojekter. Fællesnævneren for projekterne er, at de alle involverer en nyuddannet ph.d.-kandidat i et samarbejde mellem et universitet og en privat virksomhed. DTU deltager i fem af projekterne.

Flere udenlandske ph.d.-studerende forlader i dag Danmark efter endt uddannelse, og et vigtigt middel til at fastholde dem er attraktive karriereveje, mener Højteknologifonden. Derfor etablerede fonden i 2011 en ny karrierevej for nyuddannede ph.d.er, nemlig muligheden for at blive erhvervspostdoc. Erhvervspostdocens forskning foregår på både et universitet og ude i en privat virksomhed. Ud over støtten fra Højteknologifonden bliver forskningsprojekterne også finansieret af universiteterne samt virksomhederne selv.

DTU deltager med fem projekter:

Renere vand med computerstyrede kloakker

Når kloakkerne bliver overbelastede under regn, bliver urenset spildevand ledt ud i vandmiljøet. Nogle gange kan det undgås ved at pumpe og opmagasinere vandet der, hvor der er ledig plads. Et nyt projekt støttet af Højteknologifonden skal bruge avancerede metoder til at beslutte, hvor hen regnvandet skal sendes i kloaksystemerne. Projektet er et samarbejde mellem DTU Miljø og Krüger A/S.

Læs mere om projektet på Højteknologifondens hjemmeside

Formel 1-teknologi til personbiler

Kulfiberkompositter kan erstatte metalkomponenter i biler. Men fordi de er dyre at fremstille, bliver de primært brugt i racerbiler til f.eks. formel 1. Det skal der nu ændres på. Med støtte fra Højteknologifonden skal erhvervspostdoc Morten Rask i samarbejde med virksomheden House of Composites og Risø DTU udvikle en ny og hurtig metode til at fremstille kompositkomponenter, så det lette materiale i fremtiden ikke kun er forbeholdt racerbiler. Projektet er et samarbejde mellem DTU Vindenergi og House of Composites ApS.

Læs mere om projektet på Højteknologifondens hjemmeside

Super-cool fremtid inden for offshore-vindmøller

Superledende vindmøller, hvor dele af generatoren bliver kølet ned til omkring -230°C, kan blive fremtidens løsningen til offshore vindmøller. Superledende generatorer er betydeligt mindre end almindelige generatorer og passer derfor meget godt til fremtidens store offshore-vindmøller. Projektet er et samarbejde mellem DTU Elektro og Envision Energy.

Læs mere om projektet på Højteknologifondens hjemmeside

Bedre styr på strømmen i mikrochippen

Snart kan måleudstyr fra Capres A/S vise præcis hvor mange og hvordan elektronerne bevæger sig i byggematerialet til det moderne samfunds elektronik. Måleudstyret kan hjælpe udviklere af mikrochips til at finde nyt materiale til fremtidens chips, som i dag primært fremstilles af silicium. Projektet er et samarbejde mellem DTU Nanotech og Capres A/S.

Læs mere om projektet på Højteknologifondens hjemmeside

Hurtigere og billigere analyse af cellers ion-kanaler

Projektet skal finde de bedste teknologier til at producere fremtidens generationer af de såkaldte patch clamp-chips, som bruges til analyse af cellers ion-kanaler. Projektet er et samarbejde mellem DTU Nanotech og virksomheden Sophion Bioscience, der er kommercielt verdensførende i automatiseret patch clamp-analyse.

Læs mere om projektet på Højteknologifondens hjemmeside

News and filters

Get updated on news that match your filter.